Historiske Dage
Historiske Dage er en podcastserie for historieinteresserede. I serien vil vi bringe historiske indslag og udvalgte highlights fra festivalen Historiske Dage, som årligt afholdes i Øksnehallen i København – næste gang er d. 29.-30. marts 2025. Læs mere på https://historiskedage.dk
Historiske Dage
Jena og romantikken. En eksplosion af lidenskab og radikale tanker
Den stille tyske universitetsby Jena i 1790’erne.
Det nuværende Tyskland er på den tid delt op i utallige større og mindre enheder, og det er svært at gennemføre nogen form for censur. Universitetet i Jena er formelt ledet i fællesskab af fire sachsiske hertuger, men ingen sætter sig for alvor i spidsen. Det skaber et vakuum af frihed, som virker tillokkende for mange tyske tænkere.
Blandt dem er folk som Goethe, Schiller, Fichte og Schlegel, som gennem deres uenigheder, gensidige støtte, lidenskabelige kærlighedshistorier, hjerteskærende sorg og radikale ideer lancerer Romantikken, revolutionerer opfattelsen af den frie tanke og jeget og inspirerer en ny tids tænkning.
Ifølge den tyske historiker og forfatter Andrea Wulf er vi den dag i dag præget af romantikernes radikale forestillinger om individets kreative potentiale, kunstens og videnskabens betydning og høje mål, naturens enhed og frihedens sande mening. På Historiske Dage 2024 taler hun med redaktør og podcastvært Tore Leifer.